7 Dimensionering af regnvandsinstallationer

(Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010) indeholder et generelt krav om, at regnvand, der falder inden for grundens grænser, skal bortledes, så der ikke opstår gener eller oversvømmelser. Det indebærer, at der skal etableres afløb fra:

Tagflatder
Terrasser
Altaner
Større lodrette facader
Åbne kældernedgange, lyskasser og lysgange
Større befæstede arealer
Terrænoverflader, hvor nedsivning eller overfladisk afstrømning kan give anledning til gener eller skader på bygninger.

Ved placering af overfladeafløb er det nødvendigt at tage hensyn til, at også smeltevand skal kunne bortledes. Efter frostperioder kan de øvre jordlag i ubefæstede arealer være frosset i længere tid, så smeltevand ikke kan sive ned.

7.1 Afstrømningsforhold

7.1.1 Afløbskoefficienter

Mens al regn på bygningsdele som tag, terrasse, facade, lyskasse m.m. skal bortledes gennem ledningssystemet, er forholdet et andet for regn, der falder på helt eller delvist befæstede arealer. Afhængig af terrænbefæstelsens gennemtrængelighed for vand vil kun en del af regnmængden afstrømme overfladisk, se figur 38.

Forholdet mellem den overfladisk afstrømmende regnmængde, q_a [l/s], og den samlede regnvandsmængde, q_R [l/s], kaldes afløbskoefficienten:

\phi=q_a/q_R

(2)

Afløbskoefficienten kan variere fra 0 til 1 alt efter befæstelsens art, idet φ = 0 svarer til, at der ikke føres regnvand til kloaksystemet, og φ = 1,0 svarer til, at hele regnvandsmængden føres til kloaksystemet.

Bygningsdele kan således siges at have afløbskoefficienten φ = 1,0. Afløbskoefficienter for forskellige befæstelsesarter fremgår af tabel 12.

Figur 38 viser, at afløbskoefficienten, φ, er forholdet mellem den mængde vand, der strømmer af på overfladen, og den samlede regnmængde, der falder på arealet.

Figur 38. Afløbskoefficienten, φ, er forholdet mellem den mængde vand, der strømmer af på overfladen, og den samlede regnmængde, der falder på arealet.

Den gennemsnitlige afløbskoefficient for en grund må ikke være større end fastsat af den stedlige myndighed. Som retningslinje er den gennemsnitlige afløbskoefficient for:

Villabebyggelse	0,2-0,3
Etagebebyggelse	0,5-0,6
Tæt bymæssig bebyggelse	0,9-1,0
Industrikvarterer	0,3-0,6

Tabel 12. Afløbskoefficienter for forskellige typiske overflader på terræn.

Overfladens beskaffenhed	Afløbskoefficient, φ
Tagflader og tætte belægninger, fx belægninger med tætte fuger	1,0
Belægninger med græs- eller grusfuger	0,8
Grusbelægninger	0,6
Havearealer med afvanding	0,1
Havearealer uden afvanding	0

Overskrides den af myndigheden fastsatte afløbskoefficient, skal der søges om dispensation fra reglerne. Hvis der ikke gives dispensation, må enten de befæstede arealers størrelse nedsættes, noget af regnvandet må nedsive på grunden eller der må indrettes et regnvandsbassin. Regnvandsbassinet indrettes til at opsamle overskydende regnmængder, der på et senere tidspunkt, når vandstrømmen er aftaget til under den tilladte grænse, kan ledes til hovedafløbsledningerne. For beregning af regnvandsbassiner henvises til speciallitteraturen.

Ved fastsættelse af ledningsdimensionen for en grund mindre end 1500 m² anbefales det at regne med en afløbskoefficient på 1,0 for hele grunden. Det giver sikkerhed for, at ledningerne ikke overbelastes, hvis bygninger og befæstede arealer udvides. Det skal bemærkes, at der ikke hermed opnås tilladelse til at lede mere vand til hovedafløbsledningerne end svarende til den af bygningsmyndighederne tilladte afløbskoefficient. Minimumsfaldet på ledningerne skal dog fastlægges ud fra den aktuelle regnvandsstrøm.

7.1.2 Regnintensitet

Regnskyl karakteriseres ved deres intensitet og varighed. Regnskyl er observeret og målt gennem mange år, og der er opstillet regnrækker både for enkelte lokaliteter og for landet som gennemsnit (landsregnrækken).

Et dimensionsgivende regnskyl indgår i en såkaldt regnrække, der angiver sammenhørende værdier af et regnskyls intensitet, varighed og hyppighed. En regnrække er beregnet på statistisk grundlag, og til en bestemt regnrække hører oplysning om hvor mange gange pr. år, der forekommer regnskyl, der er af større intensitet og varighed. Med andre ord hvor tit der rent statistisk kan forventes overbelastning af et kloaksystem beregnet efter den pågældende regnrække.

Ved dimensionering af afløbsinstallationer regnes der traditionelt med regnskyl med en varighed på 10 minutter. Kortere og kraftigere regnskyl er der erfaringsmæssigt ikke grund til at regne med. Længerevarende regnskyl tages kun i regning ved store installationer med ledningslængder på mere end 600 meter, og når der skal dimensioneres regnvandsbassiner.

Ved dimensionering af større afløbssystemer (over 600 meter) kan der ikke altid anvendes et 10 minutters regnskyl til dimensionering. Hvis afstrømningstiden i et afløbssystem er større end 10 minutter (regntiden), optræder der ’forsinkelse’, hvilket medfører, at det dimensionsgivende regnskyl har en længere varighed end 10 minutter. Vedrørende bassiner og store ledningssystemer henvises til speciallitteraturen.

7.1.3 Acceptabel risiko for oversvømmelse

Ifølge DS 432 (Dansk Standard, 2009) skal regnvandsledninger dimensioneres under hensyntagen til hvor ofte, der kan accepteres ulemper eller skader som følge af overbelastning af ejendommens ledninger, se tabel 13. Til hver hyppighed svarer en regnrække og dermed en bestemt regnintensitet. Den er også angivet i tabel 13.

Fællessystemer dimensioneres normalt med overbelastning én gang hvert andet år, dvs. i = 140 l/s pr. ha, og separatsystemer dimensioneres normalt med overbelastning en gang om året, dvs. i = 110 l/s pr. ha.

Tabel 13. Dimensionsgivende regnintensiteter afhængig af acceptable risici for oversvømmelse (Dansk Standard, 2009). Parameteren n angiver sandsynligheden for, at der i løbet af et år forekommer regnskyl med en intensitet, der er større end den dimensionsgivende.

n	Dimensionsgivende regnintensitet, i [l/s · m² (l/s · ha)]		Anvendelsesområde
1	0,011	(110)	Separatsystemer: Hvor der kun er risiko for ulemper, fx mindre oversvømmelser uden for bygninger	Fællessystemer: Hvor der kun er risiko for ulemper, fx lugtgener. Oversvømmelser accepteres ikke
1/2	0,014	(140)	Hvor der kun er risiko for let oprettelige skader på bygninger, inventar og lignende. Skader bør kunne oprettes ved almindelig rengøring og kortvarig udtørring. Der bør kun kunne forekomme oversvømmelse i rum med vandtætte gulvkonstruktioner
1/10	0,023	(230)	Hvor der er risiko for svært oprettelige skader på bygninger, inventar og lignende
~ 0			Hvor der er risiko for ulykker og sundhedsfare for dyr og mennesker. Overbelastning accepteres ikke

I mange områder er det fastlagt gennem en landvæsenskommissionskendelse, hvilken regnintensitet en ejendoms ledninger skal dimensioneres for. Oplysning herom fås hos myndigheden. Her anvendes ofte i = 130 l/s pr. ha i fællessystemer, og i = 100 l/s pr. ha i separatsystemer.

7.1.4 Klimaændringer

Hvis der tages højde for de fremtidige klimaændringer, skal regninten-siteterne ganges med klimafaktorerne i tabel 14.

Tabel 14. Klimafaktorer, som kan anvendes for at tage højde for fremtidige klimaændringer afhængigt af anlæggets forventede levetid. Parameteren n er sandsynligheden for, at der i løbet af et år forekommer regnskyl med en intensitet, der er større end den dimensionsgivende (Dansk Standard, 2009).

Regnens gentagelsesperiode	2 år	10 år	100 år
n	½	1/10	1/100
Klimafaktor	1,2	1,3	1,4

Klimafaktorerne er beregnet for en fremskrivningshorisont/forventet teknisk levetid på 100 år. Det betyder, at der ved brug af klimafaktoren også skal ses på anlæggets tekniske levetid. I det følgende gives et eksempel:

Eksempel 8

Der skal dimensioneres et mindre fællessystem. Ledningssystemet skal holde i 100 år og skal dimensioneres for n = ½. Dette svarer til en regnintensitet på 140 l/s pr. ha. Hvis der også skal tages hensyn til klimaændringerne, skal intensiteten forøges med klimafaktoren, og systemet skal så dimensioneres for en regnintensitet på:

i = 1,2 ∙ 140 = 168 l/s pr. ha

Hvis levetiden på kloaksystemet kun skal være 50 år i stedet for 100 år, skal klimafaktoren reduceres. Klimafaktoren er 1,2 på 100 års sigt, men på 50 års sigt er den kun 1 + 0,2 ∙ 50/100 = 1,1. Den dimensionsgivende regnintensitet er så:

i = 1,1 ∙ 140 = 154 l/s pr. ha

Klimafaktorerne kan også anvendes til dimensionering af bassiner, faskiner m.m.

Klimafaktoren kan benyttes ved bestemmelse af dimensionen på ledningen, men ved fastlæggelse af minimumsfald skal den normale regnintensitet benyttes.

7.2 Dimensionering af regnvandsledninger

7.2.1 Fald på ledning

En korrekt dimensionering af ledninger, der fører regnvand, kræver kendskab til disponibelt ledningsfald og disponibelt energilinjefald.

Energilinjen angiver den totale hydrauliske energi i en vandstrøm langs en ledningsstrækning.

Ved dimensionering af offentlige regnvandssystemer er det, som tidligere omtalt, almindeligt at regne med opstemning, se figur 39. Der kan i praksis være store opstemninger. Ved strømning i en ledning, der er under tryk, regnes energilinjen at ligge i højde med opstemningshøjden. Det disponible energilinjefald under opstemninger bestemmes ud fra opstemningskoten i hovedafløbsledningen og de acceptable opstemningskoter på grunden.

Opstemningskoten i hovedafløbsledningerne oplyses ikke længere af bygningsmyndigheden, fordi klimaændringer gør, at opstemningsniveauet ofte er terræn.

Figur 39 viser, at ved opstemning i et ledningssystem er ledningsfaldet h1-h0 forskelligt fra faldet på energilinjen H1-H0.

Figur 39. Ved opstemning i et ledningssystem er ledningsfaldet h₁-h₀ forskelligt fra faldet på energilinjen H₁-H₀.

Er der med sikkerhed ikke opstemning, kan udgangspunktet for energilinjen regnes til top af ledning + et sikkerhedstillæg på 0,3 meter. Den tilladelige opstemning på grunden fastlægges i det enkelte tilfælde.

Hvis der skal udføres afløb fra lyskasser, kældernedgange eller lignende, kan deres laveste placering beregnes som højeste opstemningskote + et sikkerhedstillæg på 0,3 meter. Der regnes ikke med sikkerhedstillæg både på hovedledningen og på afløbsinstallationen. Er der udelukkende tale om terrænafløb, kan den tilladelige opstemningskote sættes til terrænkoten.

7.2.2 Dimensionsgivende vandstrøm

Den dimensionsgivende regnvandsstrøm, q_R,d,beregnes ud fra formlen

q_{R,d}=i\cdot\phi\cdot A

(3)

hvor

er den dimensionsgivende regnintensitet [l/s · ha (l/s · m²)]

\phi

er afløbskoefficienten

er det areal, der modtager regn [ha (m²)].

Det areal, der modtager regn, beregnes som summen af de vandrette arealer, den vandrette projektion af de skrå flader samt 1/3 af de lodrette flader, der vender mod den fremherskende vindretning og derfor rammes af den største mængde slagregn. En forudsætning for at indregne slagregn fra facader er, at der neden for facaden findes et afløbssystem i terræn til at bortlede vandet.

7.2.3 Minimumsfald for selvrensning

Regnvandsledninger dimensioneres, så den tidligere omtalte forskydningsspænding, der er nødvendig af hensyn til selvrensningsevnen, bliver:

Mindst 1,5 N/m² for ledninger af ler, beton og støbejern

Mindst 1,35 N/m² for ledninger af plast og rustfrit stål.

Den dimensionsgivende regnvandsstrøm forekommer højst én gang hvert andet år, og derfor kan der ikke baseres på den, idet en så sjælden selvrensning ikke er tilstrækkelig. Danske målinger viser, at en regnvandsbelastning på ca. 10 % af den dimensionsgivende regnvandsstrøm svarer til et regnskyl, der forekommer ca. én gang om ugen i sommerhalvåret og én gang om måneden i vinterhalvåret. Derfor er kurverne for selvrensning i figur 40 og figur 41 i efterfølgende afsnit 7.3.2, Regnvandsinstallationer med opstemning, optegnet på denne baggrund. Kurverne er optegnet, så de fundne minimumsfald er på den sikre side.

Praktiske erfaringer viser, at regnvandsledninger, når de er beskyttet mod urenheder, fx ved at have passeret et sandfang, kan anses for selvrensende, hvis de lægges med 10 ‰ fald.

7.2.4 Tilladelige fyldningsforhold

Stående regnvandsledninger kan dimensioneres for et fyldningsforhold på 1/3. Større fyldningsforhold kan anvendes, når der bruges specielt udviklede og afprøvede systemer, se afsnit 7.4.3, Flade tage, om Særlige tagafvandingssystemer. Liggende regnvandsledninger kan dimensioneres som fuldtløbende.

7.3 Dimensioneringsprocedure

7.3.1 Regnvandsinstallationer uden opstemning

I regnvandsinstallationer, hvor der ikke optræder opstemning, er energilinjefaldet det samme som ledningsfaldet. Det gør dimensioneringsproceduren mere simpel, end hvis der optræder opstemning. Følgende fremgangsmåde kan bruges:

For hver enkelt ledningsstrækning beregnes den dimensionsgivende regnvandsstrøm.
For hver enkelt strækning fastlægges ledningsdimension og ledningsfald ved hjælp af dimensioneringsdiagrammerne i figur 40 og figur 41 i efterfølgende afsnit 7.3.2, Regnvandsinstallationer med opstemning. Dimensionerne skal i jord være mindst 75 mm og bør ikke aftage i strømmens retning. Ledningsfaldet skal mindst være minimumsfaldet for selvrensning.

7.3.2 Regnvandsinstallationer med opstemning

I regnvandsinstallationer, hvor der optræder opstemning, kan denne fremgangsmåde følges:

For hver enkelt ledningsstrækning beregnes den dimensionsgivende regnvandsstrøm
For hver enkelt ledningsstrækning beregnes minimumsfaldet for selvrensning
Ledningernes bundløb fastlægges ud fra minimumsfaldet
Dimensionering foretages ud fra det disponible energilinjefald
Med de valgte dimensioner bestemmes det faktiske energilinjefald, og koterne til energilinjen beregnes
Det kontrolleres, at energilinjens højde (opstemningen) ingen steder er utilladelig stor.

Figur 40. imensioneringsdiagram for regnvandsledninger af ler, beton og støbejern.

Figur 40. Dimensioneringsdiagram for regnvandsledninger af ler, beton og støbejern.

Eksempel 9

En stikledning af beton til regnvand i et separatsystem skal kunne føre en dimensionsgivende regnvandsstrøm på 10 l/s. Hovedledningen ligger dybt, så der er rigeligt fald (20-30 ‰) til rådighed under normale forhold. Af figur 40 ses, at minimumsfaldet for selvrensning på stikledningen er 9 ‰. Under regn er der opstemning i hovedkloakken, så det disponible energilinjefald kun er 2 ‰. Ledningsdimensionen skal derfor være større end Ø 150 mm, altså Ø 200 mm for at kunne aflede den dimensionsgivende regnvandsstrøm, når der er opstemning i hovedkloakken.

Figur 41. Dimensioneringsdiagram for regnvandsledninger af plast og rustfrit stål.

7.3.3 Regnvandsafledning fra tage og altaner m.m.

Bygningsreglement 2010 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010) kræver, at regnvand skal bortledes fra bygningsdele, så der ikke opstår gener eller skader. Sikringen mod skader fra regnvand er ikke alene af afløbsteknisk art, og bygningsreglementet opstiller derfor en række krav om taghældning, fugtisolering, udluftning m.m. Regnvandsafløbets udformning er derfor ofte afhængigt af de byggetekniske løsninger, fx vælges antal og placering af tagnedløb ofte ud fra byggetekniske eller æstetiske synspunkter.

Afløbsnormen, DS 432 (Dansk Standard, 2009), angiver, at der skal dimensioneres for en regnintensitet, der svarer til det acceptable skadeomfang. Regnintensiteterne fremgår af tabel 13 i afsnit 7.1.3, Acceptabel risiko for oversvømmelse.

7.3.4 Skrå bygningsdele

Ikke al regn falder lodret, og ved beregning af for eksempel skrå tage og helt eller delvist overdækkede altaner regnes normalt med, at den dimensionsgivende regnintensitet falder som slagregn. Slagregn danner sjældent en vinkel med vandret plan på mindre end 65°, se figur 42.

Regnintensiteten refererer til et vandret areal. En skrå bygningsdel (tag) opfanger regn svarende til et større areal end bygningsdelens vandrette projektion. Med henvisning til figur 42 kan den dimensionsgivende regnvandsstrøm, q_R_,_d, der falder på en skrå flade, beregnes som:

q_{R,d}=i_l\cdot A_p+i_v\cdot A_h

=i\cdot\sin65^{\circ}\cdot A_p+i\cdot\cos65^{\circ}\cdot A_h

=i\cdot\sin65^{\circ}\cdot A_p\left(1+\frac{A_h}{A_p}\cdot\tan\alpha\cdot\cos65^{\circ}\right)A_h/A_p

=i_l\cdot A_p\left(1+\tan\alpha\cdot\cos65^{\circ}\right)

=i_l\cdot A_p\left(1+0,466\cdot\tan\alpha\right)

(4)

hvor

q_{R,d}

er den dimensionsgivende regnvandsstrøm [l/s]

i_l

er regnintensiteten (lodret) [l/s m²]

i_v

er regnintensiteten (vandret) [l/s m²]

A_p

er arealet af fladens vandrette projektion [m²]

A_h

er arealet af fladens lodrette projektion [m²]

\alpha

er fladens vinkel med et vandret plan. For vinkler, α, mindre end 50° kan der med rimelig nøjagtighed regnes med

q_{R,d}=i\cdot A_vl/s

(5)

hvor

A_v

er tagfladens virkelige areal.

Figur 42. Regnvandsafstrømning fra skrå flader. Det regnmodtagende areal, A_v, beregnes som:
A_v = A_P (1 + 0,466 · tan α).

Figur 43. Dimensionsgivende regnvandsstrøm fra altaner m.m. Det regnmodtagende areal, A_v, for én altan kan beregnes som: A_v = A_a + A_b = A_a + 0,466 · A_h ≈ A_a + ½ · A_h.

Slagregn bevirker også, at det beregningsmæssige ’regnareal’ ved delvis overdækkede arealer, fx terrasser og altaner, er større end alene svarende til det ikke overdækkede areal. Af figur 43 ses, at 'regnarealet', A_a, bør forøges med:

A_b=0,466\cdot A_h

eller ca.

0,5\cdot A_h

(6)

7.4 Afløb fra tage

7.4.1 Bygningsreglementets krav

I Bygningsreglement 2010 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010) er der krav om, at regnvand og smeltevand fra sne skal kunne afledes fra alle tage. Tagrender eller tilsvarende foranstaltninger kan dog undlades ved bygninger med særlig fri beliggenhed, herunder sommerhuse, samt ved mindre bygninger som garager, udhuse og skure, medmindre bygningsmyndigheden stiller krav herom. Det skal sikres, at tagvandet ledes væk fra bygningen, og at det ikke bliver til gene for vejareal eller nabogrund.

7.4.2 Forudsætninger

Tagnedløb eller stående regnvandsledninger kan dimensioneres efter reglerne i DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009). Reglerne forudsætter et fyldningsforhold, f, på 1/3 i stående ledninger. Det kan kun opnås, hvor tilløbsforholdene er ideelle, fx hvor indløb er forsynet med afrundede kanter og i øvrigt er udformet korrekt. Som retningsgivende for almindelig håndværksmæssig udførelse kan følgende fyldningsforhold, f, anføres:

Indløb fra alle sider f = 1/3
Indløb fra én side (tagrende) f = 1/5-1/4
Indløb fra to sider (tagrende) f = 1/4-1/3.

Hvis oversvømmelse som følge af tilstopning af et nedløb kan bevirke, at der trænger vand ind i bygningskonstruktionen, bør der etableres mindst to nedløb.

7.4.3 Flade tage

Tagbrønde

Tidligere har det været almindeligt at udføre tagpapdækninger med intet eller kun meget lille fald. Med kravet om afledning af vand, må tage ikke længere laves uden fald – dette gælder også ved renovering.

Regnvandet strømmer på flade tage meget langsomt til nedløbene, der normalt udføres som tagbrønde med tilløb fra alle sider, se figur 44. Til tage med tagpap anvendes kun afløbsskåle af rustfrit stål, mens der til tage med tagfolie også kan anvendes tagbrønde af plast.

Den dimensionsgivende regnintensitet bør svare til overbelastning én gang for hver 5-10 år.

Figur 44. Eksempel på tagbrønd af rustfrit stål anbragt i en forsænkning i tag med tagpap. Forsænkningen sikrer, at vand kan afledes til afløbet. Tagbrønden har et lag præmonteret tagpap, som sikrer god vedhæftning mellem brønd og efterfølgende tagpap.

Figur 45. Principskitse af tagbrønd med sideudløb ført gennem murkrone til vandkasse. Tagbrønden har et lag præfabrikeret membran, som sikrer god vedhæftning mellem brønd og efterfølgende membran.

På grund af den meget langsomme tilstrømning, fx på grund af mindre lunker i taget, er der om vinteren risiko for, at der dannes ispropper ved tagbrøndene, så de tilstoppes. Det må derfor foretrækkes at udføre indvendige afløb, da disse holdes frostfrie af varme fra bygningen. Hvis afløbene anbringes i udhæng eller lignende, hvor de ikke holdes opvarmet af bygningen, må de opvarmes med el-tracing. El- tracing anvendes også andre steder, hvor der er risiko for isdannelse, fx ved vandkasser og sideudløb.

Tagbrønde, der leveres med et stykke fabriksmonteret membran, sikrer god vedhæftning mellem brønd og tagdækning.

Tagbrønde kan også leveres med sideudløb, se figur 45. Kapaciteten af tagbrønde med sideudløb er væsentligt mindre end for tagbrønde med lodret udløb. For dimensionering henvises til leverandørernes vejledninger.

På flade tage er inddækninger omkring skorstene, ventilationshætter, ovenlys m.m. sårbare. For at beskytte inddækningerne – og de bærende tagkonstruktioner – mod overbelastning er det nødvendigt at:

Placere tagbrønde på tagets laveste punkter, se figur 44. Der skal i forbindelse hermed tages hensyn til konstruktionens nedbøjning.
Der uanset dimensioneringsresultat mindst anbringes to afløbsbrønde - tagbrønde forsynes med bladfang, se figur 44.
Tagbrønde placeres så langt fra inddækninger, at både tagafløbsskålens inddækning og øvrige inddækninger kan udføres forsvarligt.

Hvis der er risiko for ophobning af vand på taget ved skybrud, bør taget forsynes med nødafløb gennem murkrone eller andet nødafløbssystem, som er uafhængigt af det normale afløbssystem.

Der må ikke være skjulte samlinger inde i den konstruktion som afløbet fra tagbrøndene føres igennem.

Bemærk, at bladfangets udforming kan have stor indflydelse på brøndens kapacitet.

Afvanding fra flade tage udføres undertiden som kasserender. Disse skal ligesom den øvrige tagflade udføres med veldefineret fald mod afløb. De bør endvidere udføres robuste, så de kan modstå eventuelle påvirkninger fra is om vinteren.

Vandlåse skal placeres, så de er frostfri, og der kræves ekstra vedligehold og oprensning af tagbrønde.

Tagbrønde forbindes med nedløbsrør udført som almindelige stående ledninger. Samlingen mellem tagafløbsskålen og indvendigt nedløbsrør skal opfylde tæthedskrav svarende til tæthedskrav til ledninger i DS 432 (Dansk Standard, 2009). Efter renovering, fx udskiftning af tagbrønde, vil afløbssystemerne ofte ikke være tætte, hvis der sker opstuvning; dette bør der tages hensyn til ved dimensionering af afløbssystemet.

I fællessystemer kan tagnedløb fra flade tage tilsluttes den øvrige afløbsinstallation på følgende måder:

Til en lukket ledning til mindst 0,2 meter nedløbsbrønd.
Direkte til ejendommens afløbsledninger uden at passere en vandlås. Metoden kan kun anvendes ved flade tage, der ikke er indrettet til opholdsareal (pga. lugt), og hvor placeringen af tagbrønden i forhold til afløbsledningens udluftning sker som vist på figur 54 i afsnit 8.1.4, Tilslutning af regnvand til stående, udluftede fællesledninger (fællessystem).

Tagvand kan føres direkte til en afløbsinstallation uden at have passeret et sandfang, hvis der er sikkerhed for, at tilløbet ikke indeholder grene, kviste, blade eller lignende, fx ved højhuse. Tilløbet bør dog beskyttes med bladfang eller lignende.

Særlige tagafvandingssystemer

Der kan normalt kun regnes med lille fyldning af stående regnvandsledninger, se afsnit 7.3, Dimensioneringsprocedure.

Der er udviklet særlige typer af tagbrønde – der kan tilføres så meget regnvand, og hvori der sker luftiblanding – som gør, at de efterfølgende ledninger bliver fuldtløbende. Det giver bedre udnyttelse af ledningerne, der kan udføres i små dimensioner og trækkes vandret over lange afstande. Afløbssystemer af denne type betegnes 'UV-afløbssystemer'. Disse afløbssystemer udføres og dimensioneres efter særlige metoder, der afhænger af tagbrøndens udformning og eventuelt opstemning på tagfladen. Der bør om muligt anvendes UV-brønde med lodret udløb. Ved renovering kan der i nogle tilfælde anvendes brønde med sideudløb.

Det bør så vidt muligt undgås at føre rørene fra UV-systemer inde i taget. De bør i stedet føres under loftet, idet skjulte rør altid indebærer en risiko for skjulte utætheder. I givet fald bør rør trukket i konstruktionen trykprøves inden taget lukkes.

Ledningssystemet kan blive udsat for både overtryk og undertryk og skal derfor kunne modstå disse påvirkninger svarende til mindst ± 300 kPa i forhold til atmosfæretryk. Det er normalt, at systemerne tæthedsprøves, inden de tages i brug. UV-systemerne bliver udviklet og afprøvet som systemløsninger, dvs. at der skal anvendes samme fabrikat for alle komponenter i systemet. Et UV-system omfatter såvel komponenter og dimensioneringsmetoder som krav til udformning af detaljer.

Nødoverløb fra flade tage

På flade tage med stern bør der etableres nødoverløb, så det sikres, at der ikke sker skade på tilgrænsende bygninger ved eventuel opstuvning af vand på taget, se figur 46. Nødafløbet skal træde i funktion, hvis der sker opstuvning fordi tagafløbsskålene tilstoppes af is, grene eller blade.

Figur 46 viser, at hvor en tagflade ligger mellem bygning og stern, udføres der nødoverløb i form af åbninger eller store overløbsrør i sternen, så det sikres, at der ikke kan ske skader på bygningen ved eventuel opstuvning af vand.

Figur 46. Hvor en tagflade ligger mellem bygning og stern, udføres der nødoverløb i form af åbninger eller store overløbsrør i sternen, så det sikres, at der ikke kan ske skader på bygningen ved eventuel opstuvning af vand.

Overløbet kan udføres som en tagbrønd med forhøjelsesringe, der gennem en separat ledning fører vandet væk fra taget eller som åbninger eller rørgennemføringer i murkronen, se figur 47. Nødoverløbet skal ligge lavere end udluftninger, ventilationsindtag m.m., og inddækningerne skal være ført mindst 50 mm og højst 100 mm op over laveste nødoverløbskote. Der bør være et nødafløb med mindst samme diameter som de ordinære afløb for hvert andet tagnedløb.

Figur 47 viser tre principper udførelse af nødoverløb fra flade tage.

Figur 47. Principper for udførelse af nødoverløb fra flade tage.

Tagbrønd med forhøjelsesringe og separat afløbsledning
Slids eller åbning i murkrone
Rørgennemføring i murkrone.

7.4.4 Grønne tage

Afløbsfaktoren fra grønne tage er væsentlig mindre end for almindelige flade tage, hvilket der bør tages hensyn til ved dimensionering af systemet. Skønsmæssigt ender kun ca. 50 % af vandet i afløbene.

Grønne tage har dog kun begrænset effekt ved skybrud, og afløbene skal derfor dimensioneres for dette, og der skal sikres nødafløb.

Skotrender og området omkring tagbrønde skal normalt holdes fri for bevoksning for at undgå tilstopning.

Tagbrønde skal kunne renses og bør normalt renses og inspiceres to gange årligt.

7.4.5 Skrå tage

Den mest udbredte tagform er det skrå tag med tagdækning af teglsten, bølgeplader, skifer eller tilsvarende. Regnvandet føres til en tagrende, hvorfra det gennem et nedløbsrør føres til afløbsinstallationen – normalt over en nedløbsbrønd med sandfang. Tagrender udføres normalt med halvcirkulært tværsnit, men andre tværsnitsformer forekommer, fx trapezformede og rektangulære. Materialet er oftest PVC (stift) eller zink, men også kobber og rustfrit stål anvendes, se figur 48.

Figur 48. Eksempler på tagrendeprofiler.

Tagrender udføres normalt med fald på 2 ‰, men kan udføres uden fald, hvis der vælges en overstørrelse af tagrende.

En tagrendes vandføringsevne er afhængig af dens størrelse, form og fald. For at undgå for stor afstand fra tagkant til rende er det almindelig praksis at montere tagrender med meget små fald – eventuelt helt vandrette. For vandrette render er det kun størrelsen (tværsnitsarealet) og den geometriske form, der har betydning for vandføringsevnen. En halvcirkulær tagrendes kapacitet kan skrives som:

q=0,0000267\cdot A^{1,25}

(7)

hvor

er vandføringsevnen [l/s]

er tværsnittet [mm²].

Denne kapacitet kan øges med 40 % ved fald større end 2 ‰ eller ved render med større længde end 6 meter. Bøjninger placeret nærmere udledningsstedet end 2 meter nedsætter vandføringsevnen således:

10 % ved vandrette render, runde bøjninger
20 % ved vandrette render, skarpe bøjninger
25 % ved render med fald.

Formel (7) og korrektionsværdierne kan med god tilnærmelse også anvendes for rektangulære tagrender.

Figur 49 viser tagrenders kapacitet afhængigt af deres tværsnitsareal, tagarealet og regnintensiteten. Figuren gælder for skrå tage med hældning mindre end 50°.

Figur 49. Vandrette tagrenders kapacitet afhængig af regnintensiteten, tagrendens dimension og nedløbsrørets placering.

Eksempel 10

I et område med regnintensitet, i, på 130 l/s pr. ha kan en halvrund tagrende med diameteren 100 mm – i henhold til figur 49 – afvande et tagareal på 64 m², hvis nedløbsrøret placeres for enden af tagrenden (L₁/L₁ + L₂ = 1), eller 128 m², hvis nedløbsrøret placeres i midten (L₁/L₁ + L₂ = 0,5).

7.4.6 Nedløbsrørs kapacitet

Den vandmængde, som et nedløbsrør kan føre, afhænger af indløbets form, dvs. om indløbet har skarpe eller runde hjørner. Desuden afhænger kapaciteten af, om nedløbsrøret får tilført vand fra en eller to sider. Der er fundet data for nedløbsrørets kapacitet i overensstemmelse med Wyly-Eatons formel:

q=7,9\cdot k^{-1/6}\cdot d_i^{8/3}\cdot f^{5/3}

(8)

hvor

er den dimensionsgivende afløbsstrøm i en delvis fyldt ledning [m³/s]

er ruheden [m]. Ruheden kan regnes at være af størrelsesordenen 0,00025 meter for stål- og plastrør og 0,00040 meter for støbejernsrør.

d_i

er den indvendige ledningsdiameter [m]

er fyldningsforholdet [m²/m²].

Wyly-Eatons formel gælder kun for fyldningsforhold mindre end ca. 1/3. Det forudsættes desuden, at afløbsstrømmen danner en hul cylinder langs rørets indervæg efter, at strømmen har nået største hastighed.

For nedløbsrør med tilløb fra to sider er fyldningsforholdet 1/4 og med tilløb fra én side er fyldningsforholdet 1/5. Disse fyldningsforhold er fundet for indløb med skarpe hjørner. For indløb med runde hjørner kan der regnes med en kapacitetsforøgelse på 10-30 %.

Nedløbsrør placeret i den ene ende af en tagrende har en maksimumkapacitet, der er omkring 70 % af kapaciteten for et centralt placeret nedløbsrør. Figur 50 viser nedløbsrørs kapacitet afhængig af nedløbsrørets dimension, regnintensiteten, tagarealet og nedløbsrørets placering. Den dimensionsgivende regnintensitet kan normalt vælges svarende til overbelastning en gang om året ved separatsystemer og en gang hvert andet år ved fællessystemer. Ved tagrender langs stærkt befærdede fortove kan den dimensionerende intensitet eventuelt regnes noget større, se tabel 13 i afsnit 7.1.3, Acceptabel risiko for oversvømmelse.

Nedløbsrør kan placeres udvendigt på bygningen, og materialet er da normalt det samme som tagrendens. Nedløbsrør ved stærkt befærdede fortove bør på de nederste ca. 2 meter udføres af et robust materiale, fx rustfrit stål eller varmforzinket stål, så de kan modstå større mekaniske påvirkninger.

Eksempel 11

I et område med regnintensitet, i, på 130 l/s pr. ha kan et 80 mm nedløbsrør i henhold til figur 50 afvande 200 m² tag, hvis det placeres for enden af tagrenden, og 290 m², hvis det placeres midt for tagrenden.

I fællessystemer kan tagnedløb fra skrå tage tilsluttes den øvrige afløbsinstallation på følgende måder:

I en lukket ledning til en mindst 0,2 meter nedløbsbrønd.
Ud over det omkringliggende areal, eventuelt gennem en åben rende (Kinnekulla-rende) med fald til en nedløbsbrønd. Hvis det skønnes, at der opstår gener ved denne løsning, kan myndighederne forbyde den. Løsningen bør ikke anvendes, når bygningen har terrændæk, og under alle omstændigheder skal terrænet have et fald på mindst 25 ‰ væk fra huset. Det er vigtigt, at lunker fra utilstrækkeligt komprimerede opfyldninger fyldes op, så terrænfaldet væk fra bygningen er sikret.

Figur 50. Nedløbsrørs kapacitet afhængig af regnintensitet, nedløbsrørets dimension og placering.

7.4.7 Specielle nedløb

Ved terrasseformede tagkonstruktioner ønskes tagvandet fra højere liggende tagflader ofte ledt ud over de lavere liggende – eventuelt gennem nedløbsrør, der udmunder frit på de lavereliggende tagflader. Ved en sådan fri udledning på en tagflade kan der forekomme rent mekanisk slid på tagbeklædningen, og der bør derfor anbringes såkaldte prelplader af stærkt og korrosionsbestandigt materiale. På tagpaptage anvendes et ekstra lag tagpap under afløbet. Udspyere bør ikke anvendes over færdselsarealer.

Frit nedløb langs en kæde bør ikke anvendes.

7.4.8 Afløb fra altaner, altangange og terrasser

Regnvand skal bortledes fra altaner og lignende i et sådant omfang, at der ikke opstår gener og skader. Der skal derfor i almindelighed udføres afløb fra disse steder. Ved altaner med en dybde mindre end 1,5 meter, kan en egentlig afløbsinstallation eventuelt udelades, og regnvandet kan dryppe ud over forkanten (altanen skal i så fald have fald bort fra facaden), eller der kan etableres udspyere. I blæsevejr kan regnvandet fra en altan blive blæst ind på den nedenfor liggende altan, og den nederste altan kan i værste fald modtage alt regnvand fra de overliggende altaner. Udspyere bør derfor ikke anvendes ved højere bebyggelse end 3-4 etager.

Altanafløb og afløb fra tagterrasser

Altanafløb etableres ofte som gulvafløbsskål, eventuelt som et simpelt side-indløb på et nedløbsrør. På grund af frostfaren udføres altanafløb uden vandlås, og tilslutning til afløbsrør, der fører spildevand, er derfor ikke mulig.

Afløb på en altan eller tagterrasse skal placeres i det laveste punkt. Ved fastlæggelsen af dette skal der tages hensyn til de forventede nedbøjninger af altanplader m.m.

Det regnmodtagende areal på en helt eller delvist overdækket altan kan beregnes som arealet af den ikke overdækkede del med et tillæg for slagregn. Dette tillæg kan sættes til halvdelen af etagens facadeareal, se figur 43 i afsnit 7.3.4, Skrå bygningsdele.

Den dimensionsgivende regnintensitet bør svare til overbelastning én gang for hver 5-10 år.

Nedløbsrøret kan dimensioneres som en stående regnvandsledning, men da tilløbsforholdene normalt er strømningsteknisk dårlige, bør der ikke regnes med større fyldningsforhold end 1/5 – svarende til fyldningsforholdet for stående spildevandsledninger.

Tilslutning af altannedløb til den øvrige afløbsinstallation skal ske som angivet for tagnedløb.

Altanbrønde og brønde på tagterrasser skal kunne inspiceres og renses.

Eksempel på indbygning af afløb i tagterrasse på varmeisoleret tag er vist i figur 51.

Figur 51. Principskitse af indbygning af afløb i tagterrasse på isoleret tag.

7.4.9 Afløb fra p-dæk

Afløbsbrønde fra P-dæk skal kunne modstå trafik. De er derfor ofte udført i støbejern og med tagmembranen klemt ind i en klemring, som sikrer en robust samling. Tagbrøndene skal fastgøres forsvarligt, fx støbes fast, så bremse- og accelerationskræfter ikke flytter brøndene, se figur 52.

I visse tilfælde, fx større parkeringsanlæg, kan kommunen stille krav om at afløb fra parkeringsdæk skal føres til sandfang og olieudskiller.

Figur 52. Principskitse af afløb på varmeisoleret parkeringsdæk.