Gå til indhold

2 Hoved­afløbs­systemer

Selv om denne anvisning beskæftiger sig med afløbsinstallationen i og uden for en bygning inden for den enkelte matrikel, kan det være nyttigt at have et overblik over hovedafløbssystemet, der modtager afløbsvandet. Dette afsnit omtaler derfor kort typiske forhold i hovedafløbssystemer.

2.1 Hovedafløbssystem

Et hovedafløbssystem består af hovedafløbsledninger, renseanlæg og recipient. En recipient er det element, som afløbsvandet afledes til, dvs. vandløb, søer, havet eller jorden. Hovedafløbssystemet ejes og drives af det lokale forsyningsselskab, der som hovedregel er et aktieselskab ejet af kommunen. Der er i miljøloven (Miljøministeriet, 2010) åbnet mulighed for, at en gruppe grundejere kan etablere og drive et privat spildevandsanlæg gennem et spildevandslav. Uden for egentlige byområder bortskaffes spildevandet via private anlæg, fx nedsivningsanlæg, minirenseanlæg m.m.
Formålet med hovedafløbssystemet er normalt at bortskaffe alt afløbsvand fra de enkelte bygninger. Hovedafløbssystemernes kapacitet og opbygning bestemmer hvilke tilslutningsbetingelser, der er ved udledning fra den enkelte ejendom. Det hører derfor med til forundersøgelserne for ethvert byggeri at få oplyst af bygningsmyndighederne hvilke afløbsmuligheder, der er, og hvilke betingelser, der gælder for tilslutning.

2.2 Hovedafløbsledninger

2.2.1 Funktion og placering

De ledninger, der fører afløbsvandet fra den enkelte grund til renseanlægget, kaldes hovedafløbsledningerne. De er normalt placeret i offentlige arealer, fx vej- og gadearealer, men enkelte strækninger føres dog over privat grund. Hovedafløbsledningerne kan enten indgå i et fællessystem eller et separatsystem.

2.2.2 Fællessystemet

I et fællessystem føres spildevand sammen med regn- og drænvand i
en fælles ledning til renseanlæg, se figur 1. Ledningerne i fællessystemet er dimensioneret for summen af:
Figur 1. Hovedafløbssystem udført som fællessystem.
Figur 1. Hovedafløbssystem udført som fællessystem.
  • Den dimensionsgivende spildevandsstrøm
  • Den dimensionsgivende regnvandsstrøm
  • Den dimensionsgivende drænvandsstrøm.
Den dimensionsgivende regnvandsstrøm skal ikke forstås som den største regnvandsstrøm, der overhovedet kan forekomme. Det er meget omkostningstungt at dimensionere hovedledningerne, så de kan føre alle forekommende regnvandsstrømme. Kommunen fastlægger den såkaldte overbelastningshyppighed i et afløbssystem. Den er normalt angivet i kommunens klimaplan eller spildevandsplan. Hovedledningerne dimensioneres normalt, så der i fællessystemer forventes at forekomme opstemning til terræn én gang hvert 10. år.
Når det ikke regner, består den såkaldte tørvejrsstrøm i fællessystemet af spildevand og drænvand. Denne vandstrøm er meget lille i forhold til regnvandsstrømmen. Tørvejrsstrømmen vil i et villakvarter med for eksempel 1000 grunde næppe overstige 50 l/s, mens den dimensionsgivende regnvandsstrøm er 2000-3000 l/s. Dette forhold bevirker, at: 
  • Ledningerne skal lægges med så stort et fald, at den lille tørvejrsstrøm ikke skaber problemer i form af aflejring og eventuelt tilstopning. Derfor kommer ledningerne dybt ned.
  • Ledningerne skal være så store, at den dimensionsgivende vandstrøm kan føres bort.
Fællessystemet er således kendetegnet ved store ledninger i stor dybde. Medvirkende til, at ledninger ligger dybt, er også, at afløbssystemerne tidligere anlagdes, så de kunne afvande kældre. 
For at gøre ledningsdimensionen mindre udføres der overløbsbygværker, hvor der er mulighed for det, se figur 2. Når regnvandsstrømmen er nået op på en vis størrelse, ledes den overskydende vandmængde direkte til et bassin. Overbelastes bassinet, ledes vandet videre til recipient. Når vandstrømmen er aftaget, så ledningskapaciteten igen tillader det, ledes vandet tilbage til hovedafløbsledningerne. De vandmængder, der via et overløbsbygværk ledes til recipient, er en blanding af spildevand og regnvand. Højden af overløbskanten bestemmer opspædningsgraden og dermed den mængde af urenset spildevand, der ledes over overløbet.
I ældre byområder, hvor udbygningen af kloaknettet ikke har kunnet holde trit med byudviklingen, forekommer det ofte, at ledningernes vandføringsevne er utilstrækkelig. Derfor sker der opstemning i ledningerne. Det kan betyde, at der med mellemrum vil forekomme oversvømmelse af kældre og andre lavtliggende områder.
I fællessystemer er det nødvendigt at sikre installationer i kældre med højvandslukker eller ved at pumpe til hovedafløbsledningerne.
For at nedsætte belastningen under regn tillader den lokale myndighed i nogle tilfælde, at regnvandet nedsiver på grunden.
Figur 2.Overløbsbygværk.
Figur 2. Overløbsbygværk. Når vandstanden i ledningen når overløbskanten, løber den overskydende vandmængde over i overløbsledningen og føres til regnvandsbassin eller recipient.

2.2.3 Separatsystemet

I et separatsystem er der to hovedafløbsledninger, så spildevand bortledes i en ledning og regn- og drænvand i en anden, se figur 3. Spildevandsledningerne er dimensioneret for den dimensionsgivende spildevandsstrøm og er derfor normalt små, dvs. Ø 200-400 mm. Ledningerne skal ligge så dybt, at spildevand fra stueetagen i alle bygninger kan afledes til ledningssystemet. Grundejere er selv ansvarlige for, at spildevand fra kælderetagen kan afledes til spildevandssystemet, fx ved pumpning.
Regnvandsledningerne fører regn- og drænvandet og er normalt dimensioneret, så der tillades opstemning til terræn én gang hvert 5. år.
I separatsystemet ledes spildevandet til renseanlæg, mens regn- og drænvand ledes til nærmeste recipient. Overbelastning af separatsystemets spildevandsledning forekommer næsten aldrig, mens det er normalt for regnvandsledningerne. Det bevirker, at opstemningshøjderne også må undersøges i separatsystemet, og der må specielt være opmærksomhed på lavtliggende arealer, der skal afvandes til hovedafløbsledningerne.
Figur 3.Hovedafløbssystem udført som separatsystem.
Figur 3. Hovedafløbssystem udført som separatsystem.

2.3 Ansvar for opstemning i kældre

Kommunen er ansvarlig for at opstille målsætninger for funktionen af afløbssystemet. Kravene vil typisk blive angivet i en speciel klimaplan og desuden i kommunens spildevandsplan. 
Kravene er typisk, at spildevand ikke opstuver til terræn oftere end én gang hver 10. år i fælleskloakerede områder, og at regnvand ikke opstuver til terræn oftere end én gang hvert 5. år i separatkloakerede områder. Det betyder i praksis, at kommunen/forsyningsselskabet har ansvaret for at håndtere de regnskyl, der giver opstemning til terræn hvert 5-10 år. 
Regnskyl/skybrud med intensiteter, der ligger ud over disse, har ingen ansvar for, og skaderne må klares gennem forsikringerne.
Hvis der er risiko for opstemning i hovedafløbssystemet, skal afløbsinstallationen udformes, så opstemning ikke kan medføre skadelig oversvømmelse i husinstallationen, se DS 432 (Dansk Standard, 2009) og Bygningsreglement 2010 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010). Det er grundejerens eget ansvar at sikre sin ejendom mod indtrængende vand fra kloakken.

2.4 Renseanlæg

2.4.1 Spildevandets sammensætning

Afløbsvandet indeholder en række stoffer, der kan være skadelige for recipienten og for dyr og mennesker. Disse stoffer skal så vidt muligt fjernes eller uskadeliggøres i et renseanlæg. Stofferne kan i hovedsagen inddeles i:
  • Egentlige giftstoffer
  • Organiske stoffer
  • Uorganiske stoffer
  • Stoffer i form af mikroorganismer.

Giftstoffer

De egentlige giftstoffer, der virker direkte dræbende på planter eller dyr, kan for eksempel være plantegifte og affaldsstoffer fra kemiske industrier. Miljøbeskyttelsesloven (Miljøministeriet, 2010) tager sigte på at undgå, at sådanne stoffer tilføres recipienten gennem afløbssystemet. Derfor indeholder loven krav om, at giftstoffer ikke må ledes ud i hovedafløbsledningerne.
Renseanlæg kan kun i meget sjældne tilfælde fjerne egentlige giftstoffer fra spildevandet. Giftstoffer kan yderligere have den uheldige virkning, at de kan sætte biologiske renseanlæg helt eller delvis ud af drift, så afløbsvandet bliver ledt til recipienten, uden at indholdet af organisk stof, kvælstof og fosfor reduceres.

Organisk stof

I spildevand findes organisk stof i både opløst og uopløst form. Ved udledning af spildevand til recipienten omsættes det organiske stof, når det optager ilt fra recipientens vand. Iltindholdet stammer fra atmosfæren og fra ilt dannet ved vandplanternes fotosyntese. Hvis den tilførte ilt kan holde trit med iltforbruget fra omsætning af organisk stof, siges det, at processen forløber aerobt. Hvis dette ikke er tilfældet, kaldes processen anaerob. Da recipientens dyreliv er stærkt afhængig af vandets iltindhold, skal spildevandets indhold af organisk stof holdes på et minimum, så det sikres, at processerne forløber aerobt.
Under en anaerob nedbrydning, dvs. forrådnelse, dannes svovlbrinte. Svovlbrinte lugter, og recipientens bund bliver sort og slimet. 

Uorganiske stoffer

Ved uorganiske stoffer tænkes specielt på kvælstof og fosfor, som begge kan bidrage til øget plantevækst i recipienten. Betydning har også sand og grus, der normalt bundfældes og tilbageholdes i et renseanlæg. Hvor regnvand ledes direkte ud i en recipient, kan sandaflejringerne blive ret omfattende og medføre store miljøændringer.

Mikroorganismer

De vigtigste mikroorganismer er bakterier, virus og ormeæg. Renseanlæg vil helt eller delvist fjerne mikroorganismer. Der stilles krav til recipientens indhold af mikroorganismer ved badning.

2.4.2 Renseanlæggets bestanddele

Recipienten, hvortil den endelige bortledning sker, er normalt et vandløb, en sø eller havet. Det er recipientens følsomhed, der bestemmer omfanget af renseprocesser i renseanlægget. Miljøbeskyttelsesloven (Miljøministeriet, 2010) stiller for eksempel udlederkrav til renseanlæg over 5000 PE (personækvivalenter), når udledningen sker til vandløb eller sø.
Metoderne til rensning af spildevand kan kort inddeles i:
  • Mekanisk rensning
  • Biologisk rensning
  • Kemisk rensning
  • Videregående rensemetoder, fx desinfektion og belysning.
I mange store renseanlæg vil alle fire typer rensning være repræsenteret. Selv om renseprocesserne er forskellige, er der fælles elementer i forskellige renseanlæg. I det følgende omtales kort bestanddelene i et normalt mekanisk, biologisk renseanlæg.

Rist

Ved starten af rensningen passerer spildevandet først en rist med en afstand mellem ristestængerne på normalt 0,02-0,10 meter. Her frasorteres de groveste urenheder. Afhængigt af afstanden mellem ristestængerne frasorteres en stofmængde på 2-10 liter pr. indbygger pr. år. De tilbageholdte emner kaldes ristestof.

Sandfang

Dernæst passerer vandet et sandfang. Her bundfældes alt sand og grus med en diameter større end 0,1-0,2 mm. Mængden af det bundfældede sand varierer mellem 5 og 12 liter pr. indbygger pr. år.

Primær bundfældning

Efter at have passeret sandfanget føres vandet til det primære bundfældningsanlæg eller direkte til det biologiske anlæg, der består af en eller flere store tanke. Afhængig af tankens konstruktion er opholdstiden i tankene 1-2 timer. I tankene sker der en bundfældning af op til 70-80 % af spildevandets indhold af uopløst stof (partikler).

Slamrådning

Det bundfældede slam pumpes over i slamrådningsanlægget, der består af store, oftest opvarmede tanke, hvor slammet udrådner i løbet af ca. én måned.

Slamafvanding

Det udrådnede slam har et stort vandindhold. Det pumpes derfor til et slamafvandingsanlæg, der i den simpleste form består af store bede, hvor slammet udlægges til tørring i lag på ca. 20 cm. Alternativt kan vandet fjernes i presser eller centrifuger. Det afvandede slam kan anvendes til gødning, og der stilles krav til indhold af mikroorganismer.

Biologisk rensning

Efter at spildevandet i bundfældningsanlægget er befriet for den største del af indholdet af uopløst organisk stof, skal det opløste organiske stof fjernes. I det såkaldt biologiske rensesanlæg sker der en nedbrydning af de organiske stoffer ved hjælp af bakterier. Bakterierne behøver store iltmængder til deres stofskifte, og den biologiske del af renseanlægget er derfor udformet, så en stor ilttilførsel sikres.
Der findes to typer anlæg:
  • Det biologiske filter, hvor spildevandet ’drypper’ igennem. Det består af grove stenmaterialer, plastmaterialer eller andet, hvor de aktive bakterier har lejret sig i den såkaldte filterhud.
  • Det aktiverede slamanlæg, der består af gennemstrømningstanke med tilførsel af luft. Her opholder bakterierne sig frit i vandet, og der dannes store fnug af aktivt slam.
I det biologiske anlæg sker der en reduktion af vandets indhold af organisk stof på op til 95 % afhængigt af belastning på anlægget.

Kemisk rensning

Kemisk rensning kan foretages for eksempel på biologiske anlæg ved fosforfjernelse. 

Sekundær bundfældning

Vandet fra den biologiske rensning indeholder en hel del slam, og det er derfor nødvendigt, at vandet gennemgår en efterklaring i tanke, der i princippet virker på samme måde som de primære bundfældningstanke. Det udfældede slam føres tilbage i renseanlægget – eventuelt direkte til rådnetankene.

Fjernelse af kvælstof og fosfor

Fjernelse af kvælstof foregår ved nitrifikation/denitrifikation. Fjernelse af fosfor foregår ved forfældning, simultanfældning, efterfældning eller biologisk fosforfjernelse. Det falder uden for anvisningens rammer at gå yderligere i detaljer vedrørende disse processer.

Recipienten

Recipienten (modtageren), hvortil den endelige bortledning sker, er normalt et vandløb, en sø eller havet. Det er recipientens følsomhed, der bestemmer omfanget af renseprocesserne på renseanlægget. I miljøbeskyttelsesloven (Miljøministeriet, 2010) stilles der for eksempel krav til udledning fra renseanlæg med over 5000 PE, når udledningen sker til vandløb eller sø.

2.5 Tilslutningsbetingelser

Tilslutningsbetingelserne omfatter forhold vedrørende spildevand, regnvand og drænvand og er afhængige af omfanget og udformningen af hovedafløbssystemet. Betingelserne er afgørende for udformningen af afløbsinstallationen, og følgende forhold er omfattet:
  • Hvorvidt afløbsinstallationen udføres som fællessystem eller separatsystem 
  • Afløbsvandets kemiske, fysiske og biologiske egenskaber 
  • Maksimale afløbsstrømme og afløbsmængder
  • Hvor og hvordan der tilsluttes til hovedafløbsledningerne
  • De hydrauliske forudsætninger for dimensionering af afløbsinstallationen.
Det er kommunen, der afgør, om en afløbsinstallation skal udføres som et fællessystem eller et separatsystem.

2.5.1 Separatsystem

Hvis hovedafløbssystemet er udført som separatsystem, skal afløbsinstallationen altid udføres som separatsystem, dvs. at spildevand føres i et afløbssystem, mens regn- og drænvand føres i et andet system (regnvandssystem). Separationen skal normalt være fuldstændig, men kommunen kan tillade, at begrænsede spildevandsmængder tilføres regnvandssystemet, og at begrænsede regnvandsmængder tilføres spildevandssystemet.

Spildevand til regnvandssystem

Spildevand, der med myndighedens godkendelse kan føres til regnvandssystemet, er ’rent’ spildevand, fx fra overløb fra sikkerhedsventiler på vandvarmere og overløb fra ekspansionsbeholdere i varmeanlæg.

Regnvand til spildevandssystem

Eksempler på regn- og drænvand, der med myndighedens godkendelse kan tilføres spildevandssystemet, er:
  • Vand fra kældernedgange og lyskasser
  • Drænvand med lille vandstrøm, der ikke pumpes 
  • Vand fra udvendige og overdækkede vaskepladser.
Vand fra vaskepladser bør principielt ledes til spildevandssystemet, eventuelt over en benzinudskiller. Vaskepladser kan imidlertid være så store, at de kan overbelaste spildevandssystemet under regn. Afgørelsen om, hvor vaskepladser skal tilsluttes, træffes i hvert enkelt tilfælde af kommunen.

2.5.2 Fællessystem

Selv om hovedafløbssystemet er udført som fællessystem, kan kommunen forlange afløbsinstallationen udført som separatsystem med henblik på fremtidige ændringer af hovedafløbssystemet.
Hvis bygningen tilsluttes et fællessystem, har opstemningskoten betydning for den praktiske udnyttelse af grunden. Opstemningskoten er i princippet terræn. Oplyser kommunen, at der ikke er opstemning, sættes højeste opstemningskote til top af ledning + en sikkerhedshøjde på 0,30 meter. 

2.5.3 Afløbsvandets sammensætning

Hovedafløbssystemet må ikke tilføres afløbsvand, der kan skade eller forringe funktionen af hovedafløbssystemet, renseanlæg, recipient m.m. Kravene, der sigter mod beskyttelse af recipienten, er angivet i miljøbeskyttelsesloven (Miljøministeriet, 2010). Spildevandet må ikke indeholde stoffer, der:
  • Er til fare for personer, der vedligeholder hovedafløbssystemet
  • Forringer renseanlæggets funktion
  • Medfører korrosion og eksplosionsrisiko i hovedafløbssystemet.

2.5.4 Husspildevand

Husspildevand opfylder normalt kravene i miljøbeskyttelsesloven (Miljøministeriet, 2010). Ved husspildevand forstås afløb fra wc, håndvask, køkken, bad og lignende. Afløb fra boliger, alderdomshjem, hoteller, kontorer og skoler, kan normalt henregnes til denne kategori. Afløb fra wc, bad m.m. i industrivirksomheder kan også henregnes til husspildevand.

Køkkenkværne

Køkkenkværne, der findeler organisk madaffald og leder det til afløbssystemet, anvendes enkelte steder i Danmark. De må kun installeres med kommunens tilladelse, da de medfører en øget tilførsel af tungmetaller og organisk stof til afløbsinstallationen og normalt også et øget vandforbrug. De giver ikke risiko for tilstopninger, men kan medføre forøget belastning på renseanlægget.

2.5.5 Andet spildevand

Er der tale om andet spildevand end husspildevand, vil kommunen normalt stille krav til udledningen af forskellige stoffer, fx indhold af olie, fedt, tungmetaller, opløsningsmidler m.m. Spildevandet bør under alle omstændigheder overholde følgende:
  • Slamindhold < 300 mg/l (maks. døgnmiddel)
  • Fedtindhold <   50 mg/l (maks. døgnmiddel)
  • Olieindhold <   25 mg/l (maks. døgnmiddel)
  • pH-værdi         6,5 < pH < 9
  • Vedvarende temperatur <   50 °C.
Opfylder spildevandet ikke myndighedens krav, må de skadelige stoffer tilbageholdes i udskillere, neutralisatorer m.m., inden det sendes ud i afløbsinstallationen.

2.5.6 Regnvand

Regn- og drænvand skal renses for sand, grus og blade, der kan medføre tilstopning. Dette sker normalt i nedløbsbrønde, eventuelt i særlige sandfang.

Olie og benzin

Regnvand fra arealer, hvor spild af olie og benzin kan forekomme, skal normalt ledes gennem en olieudskiller.

Maksimal regnvandsstrøm

Der er normalt en grænse for hvor stor en regnvandsstrøm, der må tilføres hovedafløbssystemet fra en ejendom. Normalt må afløbskoefficienten ikke være større end den afløbskoefficient, der er forudsat ved dimensionering af hovedafløbsledningerne i det aktuelle opland. Grænseværdien kan for eksempel medføre, at det er nødvendigt at:
  • Bygge regnvandsbassin på afløbsinstallationen
  • Nedsive en del af regnvandet på grunden.

2.5.7 Tilslutningssted

Kommunen anviser tilslutningssted og tilslutningsmetode for stikledningen, og giver herunder oplysninger om:
  • Kote, dimension, materiale og fald på hovedafløbsledningerne 
  • Tilslutningsmetode
  • Eventuel opstemningskote – som regel terræn.

2.5.8 Ventilation af hovedafløbsledninger

Kommunen kan forlange, at hovedafløbsledningerne ventileres gennem en ejendoms afløbsinstallation. I så fald skal afløbsinstallationen udføres med en udluftning til det fri. Vakuumventiler kan ikke anvendes i disse tilfælde. DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009) angiver som vejledning, at hovedafløbsledningerne er tilstrækkeligt ventilerede, hvis der udføres en udluftning til det fri for enden af alle hovedafløbsledninger og en gang for hver 100-200 meter hovedafløbsledning.
Det vil fremgå af byggetilladelsen, hvis en afløbsinstallation skal være udluftet.